Når man har sagt A må man også sige B

Fordi Danmark er medlem af FN har vi underskrevet en kontrakt som forbyder os at angribe andre lande.
Det er en kontrakt som samtlige FNs medlemmer har underskrevet.
Den eneste måde vi lovligt kan (kunne bør det vel hedde efter krigen i Irak) sende tropper ind i et andet land, er ved
at medlemslandende i FN bliver enige om det, og det kaldes et FN-mandat.
Det er ikke noget FN gør særligt ofte, og det sker typisk kun hvis et land er midt i en blodig borgerkrig.

Da vi sammen med USA angreb Irak var det uden et FN mandat, for Irak var ikke midt i nogen borgerkrig.
Irak havde en grum leder, som snød når der var valg, anvendte totur og massedrab, men hvis vi skulle angribe alle lande, hvor
lederne snyder med valget, torturer mennesker og udfører drab, så er der mange steder i verden vi burde angribe.
Valgsvindel, totur og massedrab finder vi i mange afrikanske lande, Nordkorea, Kina, Indien, Iran og mange andre steder.

Amerikanerne sagde at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, og at Saddam Hussein ville bruge disse våben mod vesten.
Men allerede inden vi startede krigen, meddelte våbeninspektørerne at han ikke havde våben i masseødelægelsesstørrelsen.
En udmelding som USAs ledere fuldstændig sad overhørig, og sammen med Amerikanerne hoppede vi på Irak.

Kort tid efter krigen var startet, indrømmede Det Hvide Hus at de ikke havde grund til at tro, at der var masseødelæggelsesvåben
i Irak. Samtidig ændrede de årsagen til krigen til, at de ønskede at fjerne Sadfam Hussein, og tvinge Irakerne til at blive demokratiske.
Samtidig med at Det Hvide Hus ændrede årsag, ændrede Anders Fogh Rasmussen også årsag til at Danmark var med i krigen.
Danmark havde nu angrebet et andet land, uden anden grund end : Vi kan ikke lide Iraks leder.

Da det gik op for den brede befolkning at der ikke var masseødelæggelsesvåben, og at der oven i løbet aldrig havde været
nogle, så meldte spørgsmålet sig : Hvad fanden laver vi så der nede, og bør vi overhovedet blive der.

Anders Fogh Rasmussens svar var smukt i alt sin politiker-mystik og evne til at sige ingenting :

Når man har sagt A må man også sige B.

Fordi vores tropper befandt sig i Irak, var de tvunget til at blive der.

Lad os prøve at tage et eksempel : Jeg invitere en pige hjem til mig, under påskud af at jeg vil lave et måltid mad til os.
Hvis pigen siger Ja, så siger hun A, og hun er derfor også tvunget til at sige B og skal derfor blive og sove?
Øhh .. Nej hun skal ej. Hun gerne, men hun skal sguda ikke.

Når pigen ankommer, viser det sig at jeg ikke har planer om at lave mad, og jeg har ikke haft planer om det på noget tidspunkt.
Det var alt sammen bare en løgn jeg fortalte for at lokke hende over.
Men fordi tøsen sagde Ja til spise noget mad, som jeg ikke på noget tidspunkt havde planer om at lave, så er hun tvunget til at
blive og sove sammen med mig? For når man har sagt A må man også sige B?
Øhh .. Nej .. vel? Det er ikke mig der tager fejl .. vel?

Hvis hjemmesiden handler om økonomi og de riges magt, hvorfor så blande krig ind i det?

Krig er dyrt. Krig er faktisk meget dyrt.
Det betyder også at der er mange penge at hente i krig.
Desuden er krig en meget effektiv måde at stjæle fra andre på.

Det betyder at der ofte er nogle der vinder, på et personligt plan, noget ved at der er krig.
Enten fordi de tjener penge på krigen direkte, fx ved at levere krigsmateriel.
Eller fordi de er med til at dele krigsudbyttet.

Krigen i Irak er ingen undtagelse i den retning. Der er nogle der har tjent rigtig mange penge på den krig.
Ikke kun på selve krigen, men også i slagsmålet om at dele rovet efter Saddam Hussein.

Krigsherrerne smykker sig med flotte ord som sikkerhed, stabilitet og demokrati, mens deres venner er i fuld gang med at pumpe
irakernes olie op ad jorden.

Det lyder flot, men det er alt andet end smukt.

Krigen gik hårdt ud over befolkningen Det gør det når vi smider bomber i hovedet på en befolkning.
Intelligente bomber, med langt højere regnekraft end nogen computer befolkningen besad.

Da krigen startede forestillede jeg mig at man, med faldskærm, smed computere med trådløs Internet-opkobling ned til Iraks
undertrykte befolkning, i stedet for at fylde computerne med trotyl og napalm.

På den måde kunne verdensbefolkningen komme i direkte kontakt med irakerne, og dermed havde vi en chance for at fortælle
dem at de var misinformerede, undertrykte og at de sammen havde de en fair chance for at overvinde deres undretrykker.

Der var en vis chance for at det kunne have virket. Det er en vis chance for at det ikke ville have virket.
Præcis ligesom den fremgangsmetode Amerikanerne valgte.

Måske tæver vi dem til at blive demokratiske, måske ender landet i borgerkrig ligeså snart vi trækker os ud.
Forskellen er, at hvis vi havde fyldt computerne med opkobling til internettet, i stedet for sprængstoffer, så havde vi i
det mindste ikke slået dem ihjel mens vi prøvede på at befriede dem.
Når vi nu alligevel smed så meget højteknologisk udstyr i hovedet på dem, så kunne vi lige så godt give dem noget de kunne bruge.

Men den slags forslag er der ingen der tjener penge på.
Den slags forslag er derfor totalt urealistiske.
I hvert fald lige så længe Den Økonomiske Virkelighed har magten over os.

Jeg prøver ikke at give Anders Fogh Rasmussen skylden for krigen med Irak. Det er han slet ikke en stor nok fisk til at være.
Men han er en medløber, og han trak mit/vores demokrati med i en krig, som helt fra starten ikke var fair play
Som øverste regeringschef for vores demokratiske forsamling, giver jeg ham gerne skylden for at vi var med til at bombe et andet land

Jeg har sammenfattet min mening om Anders Fogh Rasmussen i dette kapitel